Alle gode gaver

Roskilde Roskilde Roskilde. Jeg elsker dig og de mennesker, som du skaber. Din åbenhed, kærlighed og smag på livet. Derfor var udfordringen yderst nem og gav tilmed et fantastisk resultat. 

At finde på gaver til mine tre nye bekendtskaber skete i en mindre brainstorm i lejren inden al for megen indtagelse af alkohol. Vi fandt på praktiske gaver, som man kan bruge i alle mulige situationer på Roskilde Festival.

Vi, Karina og jeg, drog herefter ud på en magisk rejse for at bringe alle gode gaver. Den første pige vi støder på er Louise fra Aarhus (oprindelig fra Aalborg):

Den kære Louise blev enormt glad for den rulle poser, som hun fik. Citat: "Det var faktisk lige hvad jeg stod og manglede"

Videre på vores rejse gennem urinlugt og -støv stødte vi ind i Caja og min navnebror Mathias. Vi kunne ikke stå for deres flotte krøller og måtte give dem en lille gave.

Karina valgte at donere et par lettere brugte men grønne og rene strømper. Hvilket tydeligvis faldt i god jord hos Caja med de flotte krøller.

Lidt længere henne ad vejen mødte vi en fyr med en hat, som havde samme form som 'Manden med den gule hat's. Han hed Alexander og var fra København. I starten virkede han ikke vitterlig begejstret, men det gjorde hans veninder heldigvis.

Set tilbage så var der heldigvis aldrig brug for stormpløkken, men hellere være beredt fremfor at sove i en sø af mudder. 

At drage ud på en gavmild rejse var jeg lidt skeptisk overfor først, men den yderst positive modtagelse - ingen sagde nej til gaverne - var enormt skønt. Jeg tror ikke, at man på noget andet sted i Danmark kunne udføre samme mission med så god modtagelse som her.


BONUS:

Før The Cure koncerten stødte vi ind Louise fra Aarhus igen (hvilket på Roskilde Festival langt fra er en selvfølge). Vi spurgte, om hun havde haft brug for poserne, og med et snuptag fandt hun dem i sin taske og viste dem til os.

Sjov med sushi

Mathias og jeg mødtes 14.30 i min ydmyge bolig for at slå vores pjalter - og budget - sammen, i vores forsøg på at løse den udfordring vi var blevet stillet. Vi planlagde kort vores udflugt og fremgangsmåde og så tog vi ellers i Fakta.
(Bæk, 2012, Video 1) Efter Fakta gik vi straks i gang med produktion af sushi, hvilket ikke tog voldsomt lang tid. Og som god videnskabelig praksis dikterer, nød vi naturligvis en øl efter endt arbejde.
(Bæk, 2012, Video 2) Og så var tiden ellers kommet til det store eksperiment. Efter først at have glemt sushien og være kommet et godt stykke af vejen før vi opdagede det, at have back-tracket og endelig fået os transporteret til Friis, samt have gået til det nederste dæk af parkeringskælderen for blot at blive fulgt ovenpå af to mellemfornøjede vagter fik vi endelig sat gang i eksperimentet. Fejlkilder følger.
(Maagaard, 2012, Video 3) Vores oprindelige hypotese var, at sushi kører hurtigere på gelænderet på en rulletrappe end på selve rulletrappen. Ydermere hypoteserede vi, at der ikke ville være den store forskel mellem torskerogns-sushi og tun-sushi, men at mazarintærten - både på grund af let- og lækkerhed - ville opnå andre resultater end de to førstnævnte. Og man må sige ud fra det ovenstående, at det er svært at konkludere på. Der synes dog blandt de eksperimenterende parter og set ud fra særligt mazarintærte-sushiens tur på trappen, at være en art hold i den fremsatte hypotese. Dog kan vore resultater ikke siges at være endelige og videre forsøg er nødvendige for at opnå en endelige konklusion på dette problem. Flere typer af sushi kunne have været anvendt, men for eksperimentets skyld og for at kunne sammenligne resultaterne, valgte vi at anvende en begrænset mængde. Med hensyn til den rene mazarintærte som kontroleksperiment, må det overvejes hvorvidt denne er hensigtsmæssig til formålet.
(Bilag 1 For en god ordens skyld er her de brugte ingredienser i sushien.

Rimedag

Tro det eller la vær, at rime det er svær'
At rime en hel dag er slet ikke let
Kun tale i rim er en skrækkelig bet

Fra morgenen spytted' kun rim af min mund
Og mon ej man troede jeg ej var helt sund
Rim er jo noget, der hurtigt når bund

Lyt blot til den første lille lydsnas
Åh, hør hvordan det i min hjerne si'r knas
Ret godt et rim er det slet ikke, nej
Tryk så på den næste og hør med, tjuhej!

Måske er det blot fordi min hjerne den brækker
At rimene jeg ikke så hurtigt udklækker
Thi tale det gjorde jeg ikke ret meget
Hin tale der kom ud af mig, den var speget
I dagene efter, da kom jeg på flere
Af rim, jeg på dagen dog ej ku' levere
Så sad jeg og tænkte; sku' jeg ta' en dag mere?









Jeg optog på dagen meget mere end de ovenstående fire lydfiler, men lydkvaliteten af disse var så elendig, at jeg vil forskåne jer herfor.

Gen-kendt

Det der med at være kendt ligger ikke fjernt. Som Jacob skrev i udfordringen, så har jeg en fortid i Talent 2008. Det som han ikke skriver er, at han var fan, og genkendte mig til før-første-studiedagscafé, og havde stalket Sofie i en bus. Vi bærer dog over med ham.

Nedenunder ses et udsnit af min dag som gen-kendt:

Dagen startede med at jeg tog tidligt ned på skolen for at printe skiltet ud. Da jeg kom hjem på kollegiet, så ville begejstringen ingen ende tage hos min anden fan Lennie. Han har fortalt tidligere, at han hører min største sang, Guldfisk, når han mangler inspiration til sit studie som musikterapeut. Det er også ham, man hører til sidst i videoen. Han har åbenbart min autograf...
Derudover søgte jeg mere endnu mere begejstring hos mine gaming-pals på Xbox Live, og ukendte på chat-tjenesten Omegle. De loggede dog alle meget af. Sidst på dagen drog jeg til Cinema (skolens biograf klub) for at mine medstuderende kunne nyde lidt selskab af en kendt. Jacobs begejstring kunne igen ingen tage. Det er ham man hører som næstsidst i videoen. Og ja, så hoppede jeg på hovedet i seng igen og vågnede op som ukendt.

Alt i alt - det er sgu meget fedt at være kendt. Også selvom andre ikke ved det og ens fanskare tæller to personer.

Kendt i Århus

Som en del af min kendis-profilering, valgte jeg at drage mod Århus i påsken. Mit kendis-o-meter er i bund i Jyllands hovedstad, så det var et helt naturligt valg at Smilets by stod for skud.
Mange tror, at kendte lever det vilde luksusliv - at vi står foran et kamera et par timer og derudover ingen pligter har. Men sådan er et kendis-liv ikke altid! Sure pligter forsvinder ikke og jeg måtte gøre mit til at påsken blev en kendis værd.
Nedenfor er jeg ved at dække et påskebord hos mine forældre
Da de daglige pligter var overstået, blev jeg kørt på banegården af min private chauffør, Dorthe. Som altid er jeg nødt til at slå et smut forbi banegårdskiosken for at skrive autografer. Her er en fan kommet lidt for tæt på for at tage et billede
Som jeg skrev på facebook, er det ikke altid at livet behandler én som man ønsker:

Efter autograferne tog jeg bussen og fik to pladser for mig selv... ...og her er et lydklip hvor den stakkels buschauffør bliver meget stille og betuttet da jeg står på.

Stemme 003

Resten af dagen går med middag, kendis-snak og en cykeltur hjem fra Skejby
Hvorfor har du det skilt på?

Stemme 002

Når man føler at hunden og andres frisurer får for meget opmærksomhed:

Stemme 004

Der tales om litteratur, men jeg taler om min nye bh, penge og dyre ting

Stemme 005

Skål!

Stemme 006

Der tales om mænd og lidt name-dropping

Stemme 008

Jeg er for kendt til Skejby

Sandhedens tirsdag, som var en torsdag

Nu vil jeg ikke lyve for jer; det var pænt nemt at holde sig fra sandheden en hel dag.
Jeg skøjtede igennem denne udfordring ganske uden kvaler. Først løj jeg en smule for min kæreste om morgenen, det var de mest awesome løgne; sådan noget som; "Nej, skat, den her jordbæryoghurt smager forfærdeligt!" og "Travlt? Nej, vi har slet ikke travlt."

Mine løgne blev dog bedre, for senere på dagen, mens jeg var i skole postede jeg nedenstående til Facebook. Jeg håber folk fangede den.

Ellers gik dagen slag i slag, hvilket de nedenstående lydklip nok kan fortælle bedre end jeg kan på skrift. :)

Først løgne over morgenmaden:


Siden et lille tvist på sandheden om, hvorvidt jeg skulle have en billet til mig selv til svømmehallen:


Dernæst får et par piger at vide, at jeg havde tilsvinet min kære udfordrer, Pernille:


Og slutteligt et potpourri over en masse løgne sagt over mad, med den lille detalje, hvor en herre (endelig) opfatter at det er udfordringsdag:


Og så til den største del, hvor jeg naturligvis aldrig tvivlede på, at det var min mor der skulle modtage et opkald.

Alt i alt; en interessant dag, hvor jeg vist fik narret nogen, selv om de så kendte til udfordringen. :)

... og så har jeg vist en opgave jeg skal have rettet for løgne...

Næste udfordring kommer i morgen! :)

Mad til 3 for 21,90

Tak Mathias! Fordi denne udfordring skulle gives til netop mig - den eneste af os, som ikke har adgang til et almindeligt køkken! Det gjorde altså ikke tingene just nemmere. Til dem som ikke ved det, så er jeg indehaver af et fint tekøkken med integreret entré. Mit køkkenbord er en meter langt, hvoraf min miniovn fylder cirka halvdelen. Når jeg finder mine separate kogeplader frem, er der cirka 20cm bordplade tilbage (ingen emhætte!!). 3 retters middag går som en leg!

Jeg havde en del overvejelser og lavede utallige madplaner, men 20 kroner rækker virkelig ikke langt! Min mor foreslog at jeg skulle lave gren-suppe, stege en regnorm og snolde for samtlige 20kroner. Men hvilken mongol slæber lige en halv have med op på 3. sal, for så at smide det ud igen? (Der er jo ingen der siger, at jeg skulle spise det mad jeg lavede)
Men med lidt kreativitet fandt jeg frem til en løsning. Faktisk en så god løsning, at jeg inviterede Jacob og Henrik til middag. Her er menuen:
Forret: Tomatsuppe med gulerødder, broccoli og diverse krydderier. Rugbrødscroutoner on the side.
Hovedret: Medisterpølse med grønsagsgratin, en skål salat til hver. Sennep og salatdressing on the side.

Dessert: Sandkage med banan
Desuden rendte jeg rundt i Konservatoriets have for at plukke gratis vintergækker til bordpynten.

Det var en super hyggelig aften (som Mathias valgte at sige nej tak til! tsk!) med god mad, lidt ordleg og en afsluttende øl på The Wharf.



Og hvordan kan det så lade sig gøre at smække sådan en menu sammen for sølle 21,90?
Her er svaret: (Nyn gerne temasangen fra mission impossible mens du ser videoerne - det fremmer effekten)
Her er mongolen på vej til butikken mens hun prøver at være sjov, men hænger fast i en hundekrog.


Og resten taler vist for sig selv:




og her kan man se alt hvad jeg fik skaffet mig


Undskyld for de til tider kedelige og uredigerede videoer. Jeg har siddet i over 2 timer og bandede over min computer og internettet. I må leve med den rå film. Lad os bare kalde det dokumentar-effekt

Love is in the air

Dette har været en særdeles svær udfordring! Ikke så meget på grund af sokkedukkerne, men fordi jeg kun måtte vælge 3 pinlige episoder af mit liv. Landet ligger således, at jeg dummer mig dagligt og har utallige pinlige historier, som jeg kunne dele med resten af verden. Jeg rådførte mig med min familie og de kom på adskillige historier jeg kunne fremføre. Bl.a. den om dengang min søster og jeg klatrede i træer og jeg endte med at tisse hende i hovedet.

Men til opførslen af min udfordring, har jeg valgt at lade mig inspirerer af alt den kærlighed jeg har mødt den sidste uges tid, i anledningen af Valentins dag.
De 3 videoer skal altså illustrere de pinligste episoder i mit kærlighedsliv.

Video nummer 1 forgår i 1999. Jeg er omkring de 11 år og har anlagt mig et lille pre-teen crush på pædagogmedhjælperen i Klubben (Jeg har glemt hans rigtige navn, så nu hedder han Kasper). De andre piger sladrede og jeg låste mig inde på toilettet. Det er muligvis svært at se i videoen, men sokkedukken som skal illustrere mig, slår altså hovedet mod væggen. (Jeg vil på forhånd undskylde for den sparsomme klipning og redigering. Det var min første gang!)

Video nummer 2 foregår i 2007. Jeg går i gymnasiet og er cirka 19 år. Jeg er blevet inviteret på date hos Simon som bor ude på landet. Det gik ikke helt som jeg havde forventet.

Video nummer 3 foregår i dette herrens år, 2012. Jeg var på date med dreng som hed Henrik. (Gud har ikke skænket mig med de store tegne-evner, så jeg vil lige indskyde, at daten foregår på en kaffebar, hvis nogen skulle være i tvivl. Og ja, det er et vindue til højre i tegningen..)

Det berømte Slotsgadeshow

Den 14/01 2012 var dagen hvor slaget skulle slås på Slotsgade

Jacob og jeg, Mathias, havde længe følt forsømmelse over bloggen her. Derfor var det en dejlig følelse, da vi endelig fastsatte en dato. Et par dage senere blev setlisten planlagt. Mange sange og symfonier var oppe og vende, og mange måtte desværre undværes. Heriblandt Bohemian Rhapsody, Stairway To Heaven og Beethovens femte symfoni. Ikke fordi de var for svære - nej, de var simpelthen for lange. Folk vil hellere have variation og tempo. Derfor valgte vi et spektrum som gik fra Duelling Banjos til Seven Nation Army (selvfølgelig alle med vores eget kunstneriske touch).

Herefter gik vi hjem og øvede os til vore hænder og læber blødte som Niagara Falls om foråret.

Dagen hvor Aalborg skulle rystes - bogstavelig talt - var alle spændte. Publikum tænkte om vi mon kunne leve op til vores ry. Vi tænkte om der mon var åbent hos Slotsbageren, så vi kunne få en chokoladebolle at varme os på bagefter (der var 2 graders varme).
Showet begyndte. Alle holdt vejret (undtagen Jacob - han skulle jo synge). Og hvilken forløsning. Alle smilte, grinte, hyldede vores talent og klappede. Det endte endda med et ekstra nummer.

Oplev eller genoplev hele showet her. Der er endda lidt ekstra klip i slutningen.

Hi 5!

Jaja, Mathias, så kommer den endelig. Jeg beklager, at det tog mig så lang tid; det er lidt som om et dødsfald i familien + en eksamensopgave trækker lidt mere end et blogindlæg. Men nu, nu er den her og den er (forhåbentlig) god. :P

Jeg besluttede mig til, inspireret af en vens Facebook-opdateringer om at gøre mere for andre, at tage din udfordring lidt videre end bare at give high-fives.

Det sidste stykke tid har jeg været meget interesseret i organisationen Kiva, en organisation, som finder fattige iværksættere over hele kloden og ved hjælp af bidragydere (som f.eks. mig) og organisationer i landene, låner disse mennesker de penge, der skal til for at deres virksomheder kan blive startet eller gro sig større. De penge, som bliver lånt ud, skal iværksætterne så betale tilbage efter en prædefineret periode, og denne tilbagebetaling kommer igennem Kiva hele vejen tilbage til den oprindelige udlåner.
Det synes jeg egentlig er en rigtig god idé, så derfor besluttede jeg mig, at for hver high-five jeg fik under udførelsen af min udfordring ville jeg donere 1 kr til Kiva.

Jeg startede udfordringen om morgenen ved at give kæresten dagens første high-five.

Derefter spiste jeg morgenmad, steg på cyklen og trillede direkte ind til Aalborg midtby. Jeg havde taget mit skilt med som jeg holdt foran mig mens jeg en efter en tog kontakt til mennesker og spurgte om ikke de ville give en high-five, så jeg kunne give en krone til en god sag. Flere sagde nej, mest gamle mennesker og udlændinge, men overtallet af mennesker grinede og gav en høj klaske. For eksempel fik jeg klappet fire optikere, tre gutter i en elektronikbutik, tre af mine medstuderende og to facere fra Folkekirkens Nødhjælp.
Klik for større billede
Jeg valgte også, at tælle Internet high-fives med, så jeg skrev en statusopdatering på Facebook og inviterede folk til at high-five mig der.
Klik for det hele

Jeg fik 193 fysiske high-fives, hvilket lagt sammen med 32 fra Facebook+7 lovede ekstra-kroner for folks billeder+de 10 kroner en gut rendte op og gav mig efter at have givet en high-five bliver til at 242 kr (rundet op til 45$ - og pga. Kivas restriktioner helt op til 50$) er på vej til Mbwana Mwaidza i Ghana, som skal bruge dem til udvide sin palmevins-virksomhed og starte en grøntsags-stand.

Jeg skal selvfølgelig nok opdatere her på bloggen om hvordan det går for Mbwana, hvis jeg får noget at vide. :)

EDIT: Jeg kan se, at Mbwanas lån er blevet pre-disbursed, hvilket betyder, at organisationen, som Kiva giver penge til, allerede har lånt ham pengene og bruger mine - og tre andres - udlån til at dække det lån. Jeg håber at få mere at vide senere. :)

Planking i Odense tur/retur

I torsdags skulle vi alle tre til Odense på Brandts, som er et kultur- og udstillingshus. Pernille og jeg (Mathias) tænkte derfor, at det ville være en fantastisk anledning at planke. Ingen af os har prøvet det før, og vi var derfor lidt nervøse for, hvordan det var, og hvor svært det ville være. Igennem dagen fandt vi ud af, at det faktisk var lige til, og des flere gange vi prøvede des mere vovede blev vi i forhold til både lokation og højde:
Pernille havde råbt shotgun for at lave en plank i bussen.

Første resteplads skulle jeg vise, at jeg vidste hvordan det skulle gøres.

Jeg blevet udfordret til at prøve mig ad i Odense gågade. Folk kiggede uhyggelig meget. Det er nok bare fordi, de ikke har set det før.

Derefter udfordrede jeg Pernille til at gøre det på selve Brandts. Og hun gjorde det fandme!

Da vi kom tilbage på skolen manglede vi et sidste billede begge to. Derfor valgte vi at lave en combo, mens de sidste på skolen var ved at tage jakker på.


Summa summarum er at planking er en ret skør opfindelse, men jeg kan vist tale på alles vegne, at det er super sjovt!

Flaskepost afsendt

Flasken er kastet. Det var en halvsvær opgave. Især at finde på noget at skrive. Men det kan du høre mere om videoen nederst i indlægget. Det skal dog siges, at det faktisk var meget skægt at skulle kaste den, og at jeg ikke troede det ville sige så højt et plask. Hør/se det i videoen nederst.

En ven i nød #2

Dukken kommer først - for resten af indlægget bliver ret kedelig! (Til dem som ikke ved det - dukken hedder Amalie og sidder hjemme på gæsteværelset hos mine forældre. En forhenværende kæreste fandt Amalie ret uhyggelig, så da han en nat skulle overnatte, havde min far klædt Amalie ud - med sæk over hovedet, økse og kniv. Jep! Vi er nogle freaks i Silkeborg!)



Kære søde Mathias - du er min ven i nød #2!!
Det var dog en dejligt udfordring!! Og hvis jeg ikke tager helt fejl, så var det netop din udfordring, som gjorde at jeg blev rask (så rask som jeg nu kan blive!)

Jeg startede dagen ud med at sove længe. Egentlig var det slet ikke med vilje, men et influenza-ramt legme har tilsyneladende brug for uanede mængder søvn. Kl. 10 blev jeg vækket af Thomas, som havde opdateringer om vores eksamensopgave (som nu er blevet til en sygeeksamen. Ak og ve!).
Og kl. 11 startede jeg udfordringen! Min søde og dejlige mor stod aftenen forinden og lavede risengrød til det syge barn, så sådan startede det altså;
For at peppe en af mine livretter op, tog jeg lige et skud tysk-lægeserie på Tv2 Charlie. Plottet gik vist på noget med en død datter, en dum læge-svigersøn og en bedstefar der bliver syg. Drama, så man kaster op i lårfede stråler!
Da det tyske drama endelig var ovre, tog jeg lige en omgang "den lille doktor på prærien", mens jeg løste nogle kryds&tværs;

Ja ja, det er en børne-kryds!!

Der gik efterhånden en god rum tid og anagram-krydsen viste sig faktisk at være temmelig tidskrævende og lidt for umulig! Det blev tid til første kop te i min gamle fødselsdags-kop:

Og her er kop nr. 2:

Tidsrummet mellem mellem kop nr. 2 og 3 og en lille smule Pink Panther fra 1975, er lidt uklar. Jeg sov!


Da udfordringen sluttede kl. 17, var mine forældre kommet hjem fra arbejde og det var egentlig lidt småkedeligt at være afskåret fra civilisationen. Så hurra for at jeg kunne stå op. Selvom der ikke gik lang tid, før jeg lå på sofaen :S

En ven i nød

Daw møgbørn!
Jeg hedder Flemming. Bare Flemming!
Jeg fik "æren" af at følge Pernille i hendes tirsdagsrutine - og det var sgu da jævnt kedeligt! Hun var ellers en pige med.... spræl i!
Første gang jeg slog pjalterne sammen med den unge dame var tilbage i '04 i Holstebro hvor hun, med hanekam og ingen bevidsthed for anstændig påklædning, gik på efterskole. Her blev vi så tætte, at man næsten kan kalde mig for Pernilles indre klamme stodder! Jow jow!
Her er et billede af mig (th) og min ven Torsten (tv) fra dengang!


Pernille og jeg ses sjældent (faktisk aldrig) når der ikke er en bajere indblandet. Som hendes indre klamme stodder er det jo min pligt at føre hende i fordærv, så derfor vil jeg kun lege når hun er fuld (høhø)
Så da Pernille valgte den mere seriøse livsstil med det såkaldte "uddannelse" blomstrede vores venskab helt naturligt. Alle ved jo at øl rimer på Jürgen Habermas og informationsvidenskab!
Men at følge Pernille en hel dag, var sgu ikke lige hvad jeg kalder fryd og amen!
Helved bryder ud, da hun tvinger mig op kl. 8!!! KLOKKEN 8!!! Jeg tror ikke jeg har været så tidligt oppe siden dengang en kasse bajere kostede 60kr!!!
Op kom jeg, men kun fordi hun lokkede med en bette baileys og en chokolademad (med tandsmør, naturligvist!)

Det var rar!

Der sker faktisk ikke noget spændende før omkring frokost. Der stod en brilleabe ved en lysende tavle og talte og talte og talte og talte og tal.. ZZzzzzz..
Tog en bette skraber.

Til frokost var jeg i kantine! Kantiner er undervurderet! Smattede mad er undervurderet! Hvordan kan man ikke være vild med mad som er kogt i store gryder og rørt af storbarmede kvinder! Mums filli bajer siger jeg bare!
Og så hyggede vi os ellers. Jeg fik en cocktailpølse og lidt scones!
Der var et par flabede møgunger som kom med dumme kommentarer og dappede til mig, men Pernille satte dem på plads. Hun er jo ikke rødhåret for ingenting!! Dajlig dame, siger jeg!!!


Efter frokost blev jeg ret populær. En lækker blondine ville smage min scone (høhø), så hun fik lov at bytte for lidt klam rosin og nødde mix. Hun kunne da bare spise mine nødder, hvis det var?
Til syneladende vil alle have Flemmings bolle(r)! Det bette, smækre stykke kød kaldet Mathias gav mig praktisk talt en lapdance for at få et stykke. Han vidste åbenbart ikke, at han altid er velkommen til at røre ved mine bolle(r)!
Men så startede brilleaben fandme igen!!

Da han endelig blev træt, slappede vi af. Her tager jeg en bette morfar


Men ak og ve. Pernille er slave af samfundet og har sådan et pisse arbejde! Og så skulle vi fandme på bibliotek! Biblioteker er for nassere og folk som ikke ved en skid! Og ikke nok med det, så skulle vi gå derhen! Ville hellere have drukket en af de dersens breezere med hyldeblomst-lort!
Men så sad vi der. Se hvor seriøst jeg er her!


Mens vi sidder på biblioteket og arbejder.. eller... Pernille arbejder, jeg kigger på bibliotekar-lår og unge studerende. Men mens vi sidder der, begynder Pernille at brokke sig over, at jeg er dårlig påvirkning.
Og så skal vi åbenbart hjem. Det bette pige-barn har fået feber og har ondt i mavsen. Det er da bare fordi hendes mave vil have en bajer!

Jeg havde ellers set frem til at hun skulle trutte lidt i basunen sammen med de andre blæsere. Høhø. Og ikke mindst, at vi skulle på bar om aftenen. De såkaldte Strawberry daiquiri skulle være gode på Cafe Nordkraft! Jeg ville nu foretrække en bette bajer!

Efter en håndfuld panodiler og en god morfar, var pigebarnet så meget på højkant, at vi så en bette film om låååfe. Men der var sgu ingen gode meloner i, så jeg smuttede ned på Tempo og fandt dem dernede. Som instruktørerne siger; location location location!!
Her er et billede hvor jeg får Pernille til at grine af mine fabelagtige jokes!

Cykelhjelme og fulde mennesker

Mathias (M) og Jacob (J)

J: Øh... Ja.
Mathias, synes du egentlig, at du fik noget sådan decideret godt ud af at have cykelhjelm på fra rusturen startede i onsdags og så til fredag aften?

M: Altså det første jeg gjorde ude i hytten var at slå mit hoved ind i dørkarmen. Så en bule mindre hvert fald. Men det var vist også det. Hvad med dig? Hjalp det dig med at få et bedre liv?

J: Jeg ved ikke om mit liv blev bedre som sådan, men jeg må jo nok indrømme, at den fungerede skidegodt som en icebreaker, for folk var lidt nødt til at spørge. I hvert fald på rusturen. Da jeg kom hjem, var der absolut ingen på mit kollegie, der spurgte til den. Jeg ved ikke om de bare har en idé om, at jeg er tosset i forvejen, eller noget.
Jeg opdagede dog, at jeg mandagen efter udfordringen absolut ikke havde lyst til at tage min hjelm på da jeg skulle ud at cykle. Det synes jeg måske er en forværring i forhold til før. Er det noget du har oplevet?

M: Man fik nemlig lidt mere opmærksomhed med den på, især da vi tog afsted med bussen. Og om mandagen var lysten helt forsvundet, selvom man nogen gange glemte at man havde den på. Jeg var ikke helt tilfreds med udfordringen, da vi steg på bussen.



J: Haha, nej jeg må indrømme, jeg var heller ikke helt glad. Det var varmt og det kløede og jeg måtte have hjelmen løftet for at klø mig i håret og rette på den næsten hvert andet minut. Men på det var den altså. Hele turen. Bortset selvfølgelig om natten. Men jeg synes, at jeg så dig uden hjelm på flere gange på turen?

M: Det var altså kun to gange jeg havde den af eller havde glemt den. Sammenlagt var det nok 15 minutter. Men husk nu på de gode ting, hvor vi bar den sammen. F.eks. da vi gyngede eller gik måneskins tur.




J: Ja, det var sandelig gode tider. Og da jeg holdt foredrag foran alle rus’erne og Loke brugte hjelmen som et eksempel på tåbelig påklædning hvis man skal formidle sig mundtligt. Og da du dansede med Pernille! Jaja, det var da sjovt. Men du slipper altså ikke for en lille straf. ;)




M: Æv! Så tager jeg det som en mand. Come at me bro!